Priser: 

Du er altid velkommen til at ringe, skrive eller komme forbi kontoret for en uforpligtende samtale. Den første samtale er gratis. I forbindelse med starten af en sag får du oplysning om prisen på arbejdet, enten som en fast pris, eller som en timepris. 

Nedenfor følger nogle vejledende priser på ofte forekommende opgaver:


Køb / salg af  parcelhus:
Hvis du skal købe en bolig, og der foreligger en købsaftale fra en ejendomsmægler, vil prisen for gennemgang af købsaftale, tilstandsrapport og øvrige papirer, rådgivning om eventuelle forbehold, godkendelse af handelen, kontrol med skøde, refusionsopgørelse m.v. normalt koste 6.800 kr. + moms, eller i alt 8.500 kr. 
Hvis du er sælger, og selv har fundet en køber, er det ikke nødvendigt at gå til en ejendomsmægler. Jeg kan tilbyde at udfærdige købsaftale og de andre papirer, der skal bruges i forbindelse med handelen, oprette skøde, stå for tinglysning, frigivelse af købesummen, samt udarbejdelse af refusionsopgørelse, for 12.000 kr. + moms, eller 15.000 kr. Hertil kommer udgiften til tilstandsrapport, energimærke og andre dokumenter, der skal bruges i forbindelse med handelen og evt. tinglysningsafgiften, afhængig af hvad der aftales med køberen.

Testamente:
Rådgivning om samt udfærdigelse af et testamente, så det er klar til underskrift hos notaren, vil normalt koste ca. 3.800 kr. +moms, eller 4.750 kr. Hertil kommer et gebyr til notaren på 300 kr. 
 
Ægtepagt om særeje:
Rådgivning om og udfærdigelse af ægtepagt samt ekspedition til tinglysning vil normalt koste 4.000 kr. + moms eller 5.000 kr. Hertil kommer en tinglysningsafgift på 1.850 kr.

Får arbejdet et omfang ud over det sædvanlige, afregnes sagen efter den forbrugte tid.
Der vil altid blive gjort opmærksom på, at arbejdet ligger ud over det sædvanlige, før der beregnes timepris. Du risikerer altså ikke efterfølgende at blive præsenteret for en regning, du ikke på forhånd kendte vilkårene for.

Retshjælp og fri proces:
Mindre sager, f.eks. rådgivning om enkeltspørgsmål, kan være dækket af retshjælpsordningen.
De aktuelle indtægtsgrænser for ydelse af retshjælp, samt egenbetalingen, oplyses ved henvendelsen.

Det forudsætter blot at du medbringer den seneste årsopgørelse fra skattevæsenet for dig selv og din eventuelle ægtefælle / samlever. 

Såfremt sagen er omfattet af en retshjælpsforsikring, eller der kan søges om fri proces, undersøges dette. Til en ansøgning om fri proces kan der ydes retshjælp, således at der ikke skal betales honorar for selve ansøgningen.

Skal der søges om fri proces eller retshjælp, skal en evt. forsikringspolice der omfatter retshjælp medbringes, tillige med de seneste to årsopgørelser for dig og en evt. ægtefælle/samlever.

Generelt om salærberegning
Afregning sker med udgangspunkt i tidsforbruget på sagen fra dens modtagelse til hvervets afslutning.
Afregning tager i øvrigt hensyn til hvervets karakter og omfang, det ansvar, der er knyttet til hvervet, den specialistviden, der er nødvendig og som udnyttes ved hvervets løsning, samt det opnåede resultat.

Du er som nævnt altid velkommen til at kontakte mig for et uforbindende tilbud.
 

Rev. 2023-02-22