Historie:

Firmaet blev startet af sagfører, justitsråd H. Jacobsen, den 9. april 1892, med kontor i Munkegade 10, Kolding, med Jens Martin Viuff som fuldmægtig. Jens Martin Viuff fik senere bestalling som sagfører, og blev i 1910 optaget som kompagnon. Han overtog senere virksomheden som eneindehaver, og ved hans død i 1937 blev forretningen fortsat af hans søn, landsretssagfører Hans Martin Viuff og senere af hans sønnesøn, advokat Jens Ole Viuff, der i 1963 var blevet optaget i firmaet som kompagnon. I dag drives virksomheden af 4. generation, Jens Jørgen Viuff.
Akseltorv-Østergade 1910
Advokatfirmaet Viuff
Kolding
v/ advokat Jens Jørgen Viuff

Jens Ole Viuff har skrevet en række artikler med historier fra hans arbejde som advokat.
Nogle udvalgte kan læses her:

Jurister i forsvaret

Et erindringsbillede

Allerede i gymnasiet planlagde jeg min militære karriere. Jeg ville søge ind til marinen, for så var der en chance for at komme til Grønland, og jeg fortalte derfor på sessionen om mine erfaringer gennem flere år med min lille sejljolle, der sejlede vandet tyndt i Kolding fjord. Det virkede godt nok, for straks efter at juridisk embedseksamen var overstået, fik jeg besked om at stille ved Arresødal-lejren i juli måned 1955, hvor jeg var de følgende 3 måneder, den bedste og længste ferie jeg nogensinde har haft. Tilbragte tiden sammen med gode kammerater med at ro på Arresø, høre foredrag og dyrke motion i det strålende solskin.


Grønland blev det derimod ikke til noget med. Jeg havde ikke regnet med marinens indædte modvilje mod jurister i geledderne. Enhver befalingsmand vidste, at jurister var skabt af fanden til at skabe uro blandt de menige, og man ville ikke risikere at en måske 19-årig umoden korporal kom i en situation, hvor han skulle bruge sin myndighed overfor en 25-årig cand. jur. som måske havde nogen erfaring fra et ministerium (fx forsvars­ministeriet), og i hvert fald kunne læse den militære straffelov. Især under sejlads langt hjemmefra kunne det være ubehageligt, hvis besætningens kværulant kunne få juridisk bistand af en kammerat. Derfor: Jurister hørte ikke hjemme hverken på Holmen eller på skibene, og allermindst på Grønland. Det eneste sted, de kunne bruges, var hos den militære anklagemyndighed - auditøren - hvor de var isolerede fra de menige i geledderne. Det førte til at der var overfyldt med værnepligtige jurister på marinens auditørkontor, og da marinen under ingen omstændig­heder ville se mig mere, fik jeg besked om at melde mig hos den øverste militære anklager – generalauditøren - og i øvrigt holde mig langt væk fra Holmen og marinen. Til dækning af husleje, mad og andre fornødenheder fik jeg udbetalt 50 kr. om ugen. Heldigvis fik jeg er billigt værelse hos en onkel.



På generalauditørens kontor mødte jeg en flok på 7-8 ligestillede unge jurister, hvoraf jeg kendte de fleste fra den nylig overståede studietid, og det var mit indtryk, at generalen havde udset sig blomsten af årets unge jurister, som f.eks. Simonsen, Lohse, Hvidberg, Ole Højlund, Lunøe. o.s.v. Ja og så naturligvis mig, men min tilstedeværelse skyldtes nok mest, at der ikke var plads andre steder end i general­auditørens nyindrettede lokaler på Danasvej.


Arbejdet på generalauditørens kontor var både interessant og afvekslende. Alle ikendte arbitrære straffe fra hæren, flyvevåbnet og marinen blev indført i en ”straffebog”, der hver måned blev indsendt til generalauditøren, der satte os til at kontrollere at straffen svarede til forseelsen. Jeg har aldrig hørt om, at dette ikke var tilfældet. Det var jo rettergangs­myndigheden selv, der indberettede sagen, så det gjaldt blot om at beskrive forseelsen, således at den passede til straffen. Hver ”sag” fyldte højest 1 (én) linie i straffebogen der blev indsendt til os, så nogen nærmere beskrivelse af brøden var umulig.


Men der var også ”store” sager, der krævede indgående behandling og som både juridisk og menneskeligt var langt mere interessante. At der var brug for auditørerne til at kontrollere de militære straffesager kan illustreres af en straffe­sag hvor obersten straks gennemskuede en af de mistænkte og udpegede ham som tyven. Ikke fordi der i og for sig var noget at bygge en sag på, men den unge mand stammede, og det gør man jo kun, hvis man er løgner, så obersten kunne med sindsro træffe afgørelsen uden videre undersøgelse.


Også alle sager om vådeskud blev naturligvis indberettet og gennemgået nøje. Jeg husker således f.eks. en sag, hvor en deling havde været på skydeøvelse. Da den kom hjem og skulle til at rense geværerne, gik et af dem pludseligt af og dræbte sidemanden. Iflg. instrukserne skal alle geværer undersøges når man er færdig med skydningen. Skytten skal sikre sig, at der ikke er flere patroner i geværet ved at se gennem geværløbet, både bagfra og forfra. Det samme skulle korporalen, delingsføreren, etc. Jeg regnede ud, at i den pågældende sag skulle i alt 7 forskellige personer kontrollere, at geværet var tomt. Skytten skulle gøre det flere gange, men ingen af disse mange mennesker hverken så eller hørte noget til patronen, før den dræbte sidekammeraten.


En anden værnepligtig blev dræbt, da han sad i en dækningsgrav, som andre soldater skød henover. Igen et tilfælde hvor det umulige skete. Desværre kunne vi værne­pligtige på auditørkontoret ikke følge sagerne til ende, da vi blev hjemsendt efter et års forløb.


Men de fleste sager var rutinesager hvor afgørelsen næsten var givet på forhånd, og der havde da også gennem tiden udviklet sig standardsvar, der kunne bruges i mange tilfælde, og da jeg som ikke-Københavner ikke havde samme tilskyndelse som de andre til at holde fri når det var muligt, gik jeg i gang med at lave en slags formular-samling, så vi ikke behøvede hver gang at lede i gamle sager efter en formulering der kunne bruges i den aktuelle sag. Samlingen voksede til 6-7 maskinskrevne sider, og blev udgivet i 7 eksemplarer, der var det antal, som var muligt at lave læseværdige gennem­slag på karbonpapir. Den var til stor hjælp, i hvert fald for mig.


Tonen på kontoret var gemytlig og arbejdsgangen absolut ustresset, især når ingen af de 4-5 auditører var til stede, hvilket forekom ret ofte. Nogle af dem havde formiddags­stillinger andetsteds. Tonen var dog aldrig mere afdæmpet, end at det f. eks. forekom, at Ole Højlund med en høj, skinger og forarget fistel­stemme kunne udbryde, da generalen havde bedt Hvidberg om en kop kaffe: ”Jamen Hvidberg, hvorfor har du tommelfingeren i Generalens kaffe”, eller: ”Hvorfor spiser du af Generalens kage”. Heller ikke Lohse eller Hvidberg holdt sig tilbage. Fantasien havde frit spil, og Generalen kunne umuligt undgå at høre det – alle døre stod åbne – men han reagerede aldrig.


Til at holde sammen på det praktiske var der tilknyttet 2 underofficerer, der jo også skulle forsøge at holde styr på os værnepligtige jurister. De vendte dog for en stor del det blinde øje til, hvilket måske kunne skyldes, at de på et eller andet tidspunkt i fremtiden risikerede at blive udstationeret et sted hvor en af de overordnede tidligere havde været værnepligtig jurist. De var fuldtud klar over, at en jurist som gjorde karriere i forsvaret kunne stige i graderne ret hurtigt, og i hvert fald rangerede højere end en underofficer. Så de blandede sig sjældent.


Det juridiske niveau hos auditørerne, bør jeg vist ikke sige for meget om, for min direkte kontakt med auditørerne var kun sporadisk, men generalen gik for at være dygtig. Auditørerne pointerede selv, (hvorfor gjorde de egentligt det?) at man skulle have juridisk embedseksamen med 1. karakter for at blive auditør og de forklarede, at generalauditøren rangerede på linie med en departementschef. Han havde jo reference til forsvars­ministeren direkte. Højere kunne man ikke nå her i verden, og vi – de værnepligtige jurister – burde være dybt taknemlige for at få lov til at arbejde sådan et sted. Det var dog ikke altid, at man ude i den pulserende verden udenfor kunne genkende auditørernes opfattelse af sig selv. Straks efter min hjemsendelse kom jeg til Frederikssund og oplevede i retten, at byens advokater ved kaffebordet i retslokalet (!) højlydt diskuterede, hvorfor auditørerne ikke brugte jurister. Nogle uger forinden mødte der i retten en auditør fra København, som øjensynlig ikke demonstrerede nogen juridisk ballast. Dommeren måtte hamre i bordet for at få ro, så han kunne gennemføre retsmødet.


Tilfredsheden blandt de værnepligtige jurister var stor, især blandt dem, der kunne bo hjemme hos forældrene, men det blandede nogen malurt i bægeret, at uniformen ikke afspejlede vor status. Især var vi misundelige på medicinerne, der ganske kort tid efter indkaldelsen blev udnævnt til sekund­løjtnanter og udstyret med en uniform, der var særdeles velegnet til at promenere med på Langelinie og fange pigernes interesserede blikke. Vi andre måtte nøjes med at fantasere om smarte søofficers-uniformer, men måtte iklæde os den sædvanlige marineuniform, der ikke var egnet til at gå i byen i. Selv min søster var noget betænkeligt med at vise sig i selskab med mig. En pige skulle jo passe på sit rygte. Heldigvis var der – i praksis – ingen uniformstvang, bortset fra i den tid vi var på arbejde.


Det var imidlertid ikke os alle der nød godt af de frie forhold og bo hjemme, eller som jeg på et lejet værelse. Den sympatiske, godmodige og højt begavede Lunøe havde været så uheldig at blive indkaldt til hæren, og den kunne godt styre selv værnepligtige jurister. Om ikke med det gode, så med det onde. For en sikkerheds skyld demonstrerede man fra først af, hvem der havde magten, og det gik ud over Lunøe, der skulle bo på kasernen og hver morgen måtte stå ret for 19-årig korporal der kontrollerede at påklædningen var korrekt, sengen redt ordentligt og ingen snavs i krogene. Mange morgener kom Lunøe noget senere end vi andre, fordi den opfindsomme korporal havde fundet et eller andet som skulle laves om. Lunøe led. Han stønnede lavmælt da han kom i sikkerhed på kontoret, og vi andre blev mindet om, hvor godt vi egentligt havde det.


På Generalauditørens kontor behandlede man som nævnt sager fra alle 3 værn, og vi fik derved mulighed for at sammenligne. Det undrede os at se den forskel der var på menneskesynet i værnene. Forskellen i den menneskelige indstilling var tydelig, hvilket især markerede sig overfor de menige. I hæren og luftvåbnet herskede kadaverdisciplin, men i marinen blev menige behandlet som menneskelige væsener. Vor teori gik ud på, at hæren var inspireret af prøjserne, hvis disciplin var hård, medens søværnet var inspireret af England, hvor tonen var en ganske anden. Det spillede nok også ind, at en del af befalingsmændene i Søværnet havde en fortid som sømænd, hvor de ofte havde haft ansvarsfulde poster. En 23-årig sømand kunne udmærket havde sejlet nogle år som 2.-styrmand og som eneste vagthavende officer haft kommandoen over måske 50 eller 100 kulier ved lastning og losning i en havneby i det fjerne østen. Den kategori af værne­pligtige havde ingen mindreværds­komplekser, der skulle afreageres på undergivne, og de blev omgående shanghajet og sendt på sergentskole af marinen. De havde en helt naturlig myndighed, hvilket ikke kunne undgå at smitte af på tonen i hele marinen.

Jens Ole Viuff

Kejserens Nye Klæder


I henhold til konkurslovens § 143 afslutter man omgående et konkursbo, når det viser sig, at der ikke er penge til be­taling af omkostningerne ved en egentlig konkurs­behandling.


Med en særdeles velvillig bistand fra skifteretterne og kammer­advokaten, har en række advokater specialiseret sig i konkurs­boer, og det giver naturligvis en vis rutine. En af dem er Kol­ding-advoka­ten Peter Stil­ling, der i et ofte gentaget inter­view i TV fortæller, at han på et tidspunkt undrede sig over at han fik til opgave at likvidere en række aktieselskaber som kom fra samme personkreds, og som ud­mærkede sig ved at have været velhavende. Altså havde været. Da han modtog dem var der nemlig ingen penge. Det normale ville være straks at konsta­tere, at der ikke var penge til en bobehandling, og derefter slutte boet uden videre.


Hverken skifteretten, skattevæsen, revisorer eller andre ville bebrejde ham for at gøre kort proces. Hvis han ikke gjorde det, måtte al yderligere arbejde være for hans egen private regning.


Heldigvis var advokaten ikke skatteekspert, men blot i besiddelse af en portion sund fornuft, og det stred mod hans retsfølelse, at han uden videre skulle slutte det ene bo efter det andet, hvor det var temmeligt klart at en ikke ringe formue kort forinden var forsvundet ud i den blå luft. Han opsendte derfor en prøveballon ved at søge om fri proces til at anlægge erstatningssag mod de mennesker, som havde ejet et selskab som han netop havde fået med henblik på opløsning.


Det var ret klart, at det sidste led i "ejer-kæden" - de såkaldte selskabs­tømmere - skulle betale erstatning til statskassen for det tab, der blev lidt. Myndighederne gik endnu videre, og rejste tiltale for strafbart forhold.


Derimod var der meget få, der mente, at de "oprindelige" ejere af selska­berne (sælgerne) var ansvarlig for noget. De handlede i god tro, og kunne ikke vide, at de nye ejere af selskaberne havde skumle planer.


Men netop på det punkt var Kolding-advokaten uenig. Han mente - i modsætning til langt de fleste skatteeksperter (ja, også skattevæsenet selv) - at sælgerne burde drages til ansvar, og betale erstatning til statskassen. Han søgte derfor om fri proces til at anlægge erstatningssag mod selskabs-sælgeren. Og han fik fri proces.


Retssagen varede nogle år, men bagmændene blev dømt til at betale. Lang tid inden dommen blev afsagt havde offentligheden begyndt at røre på sig. Sagen vakte opsigt. Man talte om den og mange andre lignende sager, hvor en ganske lille personkreds pludseligt var blevet mangemillionærer. Nu - nogle år senere - er alle blevet klar over, at selskabs­tømning er en grim for­brydelse.


Parallellen til "Kejserens nye Klæder" er åbenlys, uden at jeg derfor vil karakterisere advokaten som en lille enfoldig dreng.


Man kan ikke lade være med at tænke på situationen omkring Glistrup for en årrække siden. Han var ekspert og underviste i skatteret ved universitetet i København. Hans "skattecirkus" var til­syneladende lovligt nok, indtil Høje­steret skar igennem og stoppede det med synspunktet, at der ikke var tale om et reelt økonomisk grundlag. Det tog lang tid, før man fandt ud af det.


Problemerne omkring selskabstømning og Glistrups skattecirkus har det til­fælles, at teknisk set var alt tilsyneladende efter bogen og fuldtud lovligt. Det mente i hvert fald førende skatte­­eksperter. Der var måske et eller andet galt - resultatet var forkert - men det havde mindre at sige. Der er ingen grund til at tvivle på de selskabssælgere, der fortæller, at de havde spurgt skattevæsenet om det kunne være lovligt at sælge sel­skabet til de tilbudte priser. Og når statsautoriserede revi­sorer sælger deres egne selskaber kan det kun bekræfte, at det var alminde­ligt anerkendt, at handlemåden var fuldtud lovlig. Noget mærkeligt, måske, men lovlig. Og hvorfor skal man så holde sig tilbage, når der kan gøres en god handel?


Selvom jeg vil karakterisere den føromtalte Kolding-advokat som modig - han gik imod den "autoriserede" mening - så bryder jeg mig dog ikke om den del af TV-interviewet hvor han siger, at der ikke ser ud til at være vilje til at rejse tiltale mod sælgerne, hvorved han mere eller mindre åbenlyst karakteriserer deres handlemåde som strafbar.


Jeg mindes en sag for mange år siden, hvor et dødsbo solgte en ejendom med fortjeneste, der naturligvis skulle beskattes. Revisoren vidste imidlertid en udvej, så man kunne spare skatten. Man lavede derfor handlen om - lod skødet gå tilbage til dødsboet, der derefter solgte ejendommen til nogle arvinger som straks solgte til den "oprindelige" køber. Keine hexerei, nur behændigkeit ?? Med al mulig godkendelse af skattevæsenet, der var fuldt orienteret om handlerne. Resultatet: 0 kr. i skat.

Den slags virker noget forvirrende på retsfølelsen, medmindre det da er en selv, der har fordelen af skattebe­sparelsen.


For en årrække siden blev der afsagt en dom, hvor Højesteret dømte en advokat til at betale erstatning, fordi han ikke havde arrangeret et tilsvarende "cirkus" som beskrevet ovenfor, ved at skrive et par skøder, først til en person, og derefter til den "rigtige" køber. Altsammen udelukkende for at spare skat. Med andre ord: Omgåelse. Noget som alle advokater traditionelt er på vagt overfor.


Der er ingen grund til at undre sig over, at der med så få års mellemrum opstår sager der i den grad minder om hinanden som Glistrup og selskabstømning. Om nogle år kommer der lignende sager, for den bagved liggende tankegang er ikke meget for­skellig, for den hviler på filosofien om juraen som et spil mellem indbyrdes krydsende regler. Som en slags matematik uden moral. En lang række formaliteter uden et menneskeligt ansigt. Hvis man er besat af den tankegang suspen­deres al tale om sund fornuft og rimelighed.


Ikke mindst indenfor skatteretten hærger tankegangen. Selv om den enkelte ansatte i Skattevæsenet kan være sympatisk nok, kender de fleste af os eksempler på, at Skatte­væsenet hænger sig i rene formaliteter og nægter at gå med til en rimelig og ret­færdig løsning af et konkret problem.


Måske er problemet opstået - eller i hvert fald forstær­ket - ved den forøgelse af cand. polit.`er i centraladministrationen, der har fundet sted gennem årene. Jeg har mødt mange dygtige og sympatiske mennesker indenfor Skattevæsenet, også talrige cand. polit`er, men det kan dog mærkes, at tankegangen er noget forskellig. Jeg vil derfor vove den påstand, at juristerne gennem deres arbejde i højere grad møder pro­blemer, der kræver en moralsk indfaldsvin­kel, hvilket ikke kan undgå til en vis grad at præge dem.

Men Skattevæsenet vil formentlig have van­skeligt ved at gennemskue situationen, når der næste gang kommer noget, der minder om selskabstømning.


Når - ikke hvis - det sker engang i fremtiden, må vi håbe, at H.C. Andersen ikke er glemt, men at der må komme en ny lille dreng, der er modig nok til at gå mod den herskende "moderetning" og råbe: Han har jo ingen tøj på!


Jens Ole Viuff

Matadorens aftægtsbolig


Der er vist bred enighed om, at indførelse af tilstandsrapporter og sundhedsattest generelt set er er stort skridt i retningen af, at gøre en handel mere overskuelig for parterne. Køberne læser dem i hvert fald med stor interesse.


På den anden side er det ved at gå op for mange, at en tilstandsrapport ikke er ufejlbarlig og udtømmende. Til illustration heraf bringes nedenstående beretning om en handel, som jeg havde for en årrække siden.


Et ungt ægtepar havde fundet deres drømmehus ude i en lille landsby i omegnen af en større provinsby. Sælgeren var sognets matador, en ældre fabrikant der nogle år forinden havde bygget huset til sig selv som aftægtsbolig. Han fik imidlertid ikke brug for det, da han kom på plejehjem. Det havde været lejet ud til en af hans arbejdere, der var flyttet nogen tid forinden, således at det nu stod tomt. Der var med andre ord tale om en udsøgt kvalitetsbolig, der kunne fås for en rimelig pris.


Køberne var lykkelige, men kort efter indflytningen ringede de til mig og fortalte at kælder­væggen blev fugtig, når de havde taget bad. De tilkaldte en murer­mester, der fandt det meget mystisk. Der var også en mærkelig lugt i kælderen.


Sælgeren afviste at have noget med sagen at gøre, og der blev derfor udtaget stævning og foretaget syn og skøn af en anerkendt, lokal murermester.


Huset var i een etage med fuld kælder. Det var opført af hulmurs-blokke af beton, der skulle fyldes med cement, efterhånden som de blev lagt. Murermesteren opdagede under synsforretningen, at man overhove­det ikke havde brugt cement under opførelsen, men blot stablet blokkene løst ovenpå hinanden. Måske troede sælgeren, at kælderen derved var bedre isoleret, og under alle omstændigheder havde han jo sparet udgiften til cement.


Dette forklarede imidlertid ikke sammenhængen mellem familiens bad og fugtigheden i kælderen, men skønsmandens videre undersøgelse viste, at afløbet fra badekarret løb ud i hulmuren, og derfra videre udenfor i en kloak­ledning af almindelige drænrør rundt om huset. Desværre havde sælgeren sparet på afløbsledningen. Den var blot stukket ind i hulmuren, og der manglede ca. 10 cm. i at den kunne nå ledningen udenfor. Når vandet blev lukket ud af badekarret, der stod i stueetagen, løb det derfor ud i hulmuren, og først når den var fyldt op, løb vandet videre. Og da hulmuren sagtens kunne rumme et badekar vand, var der ikke meget brug for drænrørene udenfor. Vandet i hulmuren sivede ganske langsomt ud i jorden eller ind i kælderen. Huset havde jo stået tomt nogle måneder, og det var således umuligt for en køber at opdage dette forhold, og en tilstandsrapport havde næppe heller afsløret fejlen.


Med hensyn til den mærkelige lugt i kælderen, fandt murermesteren ud af, at afløbet fra WC`et løb tværs gennem huset under kældergulvet. Man havde brugt cementrør med muffe, men desværre lagt dem omvendt, således at blot den mindste unøjagtig­hed fik uhumsk­hederne til at sive ud i den omgivende jord.


Murermesteren anbefalede at støbe et nyt fundament rundt om huset, og at lægge afløbet fra WC`et korrekt. Alt i alt en temmelig dyr historie for sælger. Heldigt, at ikke også WC`et løb ud i hulmuren.


Retssagen om hulmuren var i fuld gang, da køberne opdagede, at der pludseligt ikke var mere vand i brønden. Sælgeren havde i skødet lovet godt og rigeligt vand fra privat vandværk, og da vi ikke kunne få nogen forklaring fra ham, blev der anlagt en særskilt retssag angående vandet, for ikke at forsinke afgørelsen af den første retssag. Under denne sag fandt man ud af, at brønden slet ikke gik ned til de vandførende lag, og derfor var konstant tør. Det havde ikke betydet noget tidligere, for sælgeren havde en særskilt boring på sin fabrik, og der blev kørt en tankbil fuld af vand til brønden hver eller hver anden uge. Sælgeren havde derfor på en måde ret i, at der var godt og rigeligt vand, og at det blev leveret fra et privat vandværk. Han havde bare glemt at omtale tankbilen, og det kostede ham udgiften til en ny boring. Men først skulle vi altså gennem en retssag.

Sælgeren afgik herefter ved døden, og vi troede, at nu var det slut med alle problemer med ham. Men nej. Køberne klagede nu over, at der kom vand ned gennem taget når det regnede og stormede fra en bestemt vindretning. Det viste sig, at sælgeren havde været noget sparsommelig, da han lagde taget, der var af eternit. Han havde sparet lidt rigeligt på lægterne. Der var simpelthen for lang afstand mellem dem, således at pladerne ikke havde tilstrækkelig under­støtning. Desuden sad lægterne ikke helt fast, for der var ikke brugt søm nok.


Da vi fandt ud af at sælgers dødsbo ikke havde udstedt proklama, blev der udtaget stævning på ny. Denne sag blev også vundet. Jeg bad køberne undersøge huset ekstra grundigt, for nu blev der udstedt proklama af dødsboet.


Meget tyder på, at drømmehuset, der var opført til matadorens aftægtsbolig, var opført af helt ukyndige folk, der havde fået besked om at spare hvor man kunne. Og det gjorde de så. Alle 3 retssager forekommer en udenfor­stående som helt meningsløse. Den ene skulle endda i landsretten, før den kunne sluttes.


Tilstandsrapporter og sundhedsattester har nok forebygget mange retssager om mangler, men selv den mest omhyggelige bygningskyndige ville næppe kunne afsløre de mangler, som min stakkels klient opdagede da han var flyttet ind i huset. Historien viser, hvor vigtigt det kan være for en køber at have nær kontakt til sin advokat under en handel.


Det er stadig normalt, at hver part har sin advokat under handlen, hvilket medvirker til, at misforståelser eller uklarheder kan blive ryddet af vejen, og sagen i det hele blive ekspederet hurtigt og gnidningsfrit. Og hvis der opstår situationer som beskrevet i historien ovenfor, kan advokaten uden forsinkelser gribe effektivt ind med en stævning. Sælger døde under retssag nr. 2, og jeg gyser ved tanken om, hvad der kunne være sket, hvis handlen var ekspederet af en person der ikke - som de fleste advokater - var rutineret i behandlingen af dødsboer. De nye dødsbo-regler har strammet gevaldigt op på kravene til anmeldelse i dødsboer, og det var allerede efter de dagældende regler på et hængende hår, at vi nåede at anmelde kravet om det utætte tag til skifteretten inden proklama var udløbet.


Jens Ole Viuff


Grusgrav eller byggegrunde


Mine forfædre har i generationer arbejdet med råstofferne i Seest undergrund, med grus til grusgravning og ler til mursten, men hvis de genopstod i dag, ville de vil næppe kunne genkende deres hjem­stavn, måske lige med undtagelse af kirken. Store dele af deres ejendomme er i dag bebygget med parcelhuse.


Udviklingen var næppe begyndt i 1957, da en entreprenør købte en mark i Seest - et stenkast fra Kirken - til grusgravning, for ca. 1,50 kr. pr. m/2, samt ret til at købe noget mere indenfor 4 år til samme pris. Land­manden var godt til­freds, for landmænd har kun sjældent tjent ret meget ved at dyrke jorden. Til­fredsheden var dog af begrænset varighed, for da de 4 år næsten var gået, og entre­pre­nøren ville bruge sin køberet, var priser­ne på jord i mellemtiden steget betyde­ligt. Land­manden nægtede først at vedstå handlen, men måtte til sidst bide i det sure æble og underskrive et skøde, da han ellers ville blive sag­søgt. Det lokkede ham nok også, at entreprenøren tilbød at købe endnu en mark, denne gang for den formidable sum på 3,10 kr. pr. m/2, d.v.s. det dobbelte af, hvad han havde givet i de tidlige­re handler. Parterne blev hurtigt enige og landin­spek­tøren sendte ansøgning til sognerå­det om udstyk­ning af jorden fra land­mandens gård.


Til alles overraskelse ville sognerådet ikke gå ind for ud­stykning. Landinspektøren havde naturligvis oplyst, at jorden skulle bruges til grusgravning på samme måde som de andre jordstykker i om­rådet, men i sognerådet havde man fundet ud af, at det måske ikke var så tosset med nogle velhavende skattey­dere, og så gjaldt det om at bevare den skønne natur. Kort sagt: Sognerå­det foretrak byggeri på jorden, og henviste til, at en nabo-mark var købt af en speku­lant, som var ved at lave kloak­planer mv. som sagtens kunne nå ud til land­mandens jord.


Entreprenøren var henrykt, og gav sognerådet besked om, at han nu ville udstykke til byggegrunde. Knap så tilfreds var land­manden, der fuldtud var klar over, at prisen på bygge­grunde var langt højere end grusgrave. Han foreslog entreprenøren en forhøjelse af prisen på jorden, og da det straks blev afslået, forlangte han at handlen skulle gå tilbage. De havde jo begge troet, at jorden skulle bruges til grusgravning og ikke til byggegrunde, der ligger i et helt andet prisleje.


Entreprenøren var imidlertid ubøjelig. Der var ingen "klausu­ler" på jorden og ikke aftalt nogetsomhelst om, hvad den skulle bruges til. Det kom derfor ikke landmanden ved, hvad han brugte jorden til, bare han betalte den aftalte købesum.


Landmanden var imidlertid ikke tabt bag en vogn. Han granskede lovene og fandt ud af, at der i 1949 var indført en regel i udstykningslovens § 44, hvorefter hver af parterne kan kræve en handel ophævet, hvis udstykningen ikke er i orden inden et år. Straks efter handlens 1-års fødselsdag gav landmanden derfor besked om, at handlen var ophævet.


Reglen i § 44 har været kritiseret kraftigt af flere juridiske professorer, der fandt den urimelig, men ordlyden var klar nok, og landmanden mente, at man naturligvis skal rette sig efter de regler som Folketinget nu engang har vedtaget. Han ville derfor beholde jorden, eller rettere sælge den til anden side for en bedre pris.


Sagen kunne kort gøres op: Skal man følge lovens ordlyd (hvor­efter handlen skulle annulleres), eller skulle entrepre­nøren have ret til jorden, selvom 1-års-fristen var overskre­det?


Dommen blev afsagt i 1965 af Vestre Landsret, der gav entre­prenøren medhold. Landsretten anførte udtrykkeligt, at entre­prenøren selv måtte bestemme, hvad han ville bruge jorden til, og det betød intet at sagen trak ud, og 1-års-fristen blev overskredet, blot det ikke var entreprenøren der smølede med sagen. Man aner, at dommerne ikke syntes at landmanden havde været særlig ivrig efter at fremskynde udstykningen, da 1-års-fristen var over­skredet, og at det iøvrigt ville være urime­ligt, hvis landmanden uden videre kunne incassere prisstig­ningen, der jo ikke var blevet mindre på grund af entreprenørens investeringer i byggemodningen, som udfærdigelse af planer for kloak, vej, fortove og led­ninger, etc.


Efter dommen i 1965 har der været en række tilsvarende sager om udstyknings­lovens § 44, der alle munder ud i, at § 44 ikke gælder i forholdet mellem private, og i 1971 blev denne rets­praksis godkendt af Højesteret.


Først langt senere fandt Folketinget ud af, at det vist var uheldigt med en lov der ikke skulle forstås efter ordlyden, og som gav anledning til talrige retssager. § 44 blev derfor ændret.


Man kan have sympati med den holdning som domstole­ne i de senere år er kommet ind på, hvorefter de nægter "at reparere dårlige love" men bruger dem uden videre som de er. Hvis en lov er urime­lig, skal den ændres hurtigst muligt af lovgiv­nings­magten selv, således at man kan undgå opslidende retssa­ger. Gad vide om sagen ville have fået et andet udfald, hvis landsretten havde haft samme indstilling dengang.


Jens Ole Viuff


De forgiftede bolcher


Da jeg for mange år siden læste jura fik jeg at vide, at juridisk embedseksamen var den næst-sværeste eksamen, der eksisterede. Den sværeste var kinesisk mandarin-eksamen.


Det var nu nok en overvurdering af juraen, men der er næsten ingen grænser for, hvad man kan komme ud for som advokat, som f.eks. da jeg kom på kontoret en sur, kold og regnfuld efter­årsmorgen for mange år siden, og der sad en lille, lidt forskræmt og afmagret kvinde og ventede i forkontoret. Hun var ganske tidligt om morgenen taget afsted fra en af nabobyer­ne i et desperat forsøg på at få den hjælp, som hun forgæves havde søgt at få i sin hjemby. Hun havde mægtige fjender som ustandseligt for­fulgte hende. Det mest skræmmende var, at hun ikke vidste, hvem fjenderne var, men de var i hvert fald en levende realitet for hende. Livet var efter­hånden blevet utåle­ligt, for hun kunne end ikke købe mad, uden at den blev forgiftet, før hun fik det udleveret i forret­ningen, og det fik hende til helt at sygne hen. Selv noget så uskyldigt som en pose bolcher, kunne hun ikke have i fred. Som bevis trak hun en pose snaskede bolcher op af frakke­lommen. Den var købt på banegården i Kolding straks efter at hun var ankommet med toget, men fjen­derne havde været endnu hurti­gere end hende, for det det var lykkedes dem at forgifte bolcherne. Prøv bare at smage, sagde hun. Jeg takkede høfligt, men undlod at smage på de forgiftede bolcher. Jeg havde trods alt ingen uddannelse, der kvalificere­de mig til at spore gifte, og hvis de var så farlige som hun sagde, ville jeg måske være ude af stand til at hjælpe nogen fremover, hvis jeg spiste af dem.


Hvad skal man gøre i en sådan situation? Kvinden trængte til hjælp, det var klart. Men det var ikke noget som en ung advo­katfuldmægtig kunne klare, for sygdoms­erkendelsen manglede totalt, og enhver tale om at søge læge, eller psykiatrisk hjælp blev optaget som en grov fornærmelse. Der var til sidst ikke anden udvej tilbage end at henvise til mere erfaren kollega. Det viste sig senere, at heller ikke han kunne hjælpe. Juraen spillede totalt fallit.


Jens Ole Viuff

Ungkarlens arvesag


I min forestillingsverden var gadebilledet i "gamle dage" til en vis grad præget af originaler, mange af dem venlige og velbegavede mennesker, der blot var anderledes end andre.

Kuriøs og velkendt blandt byens advokatfuldmægtige dengang var f. eks. en gammel ungkarl, der var ret påholdende og i hvert fald ikke brugte penge på noget så unyttigt som sæbe. Efter den tids forhold var han ret velhavende og han lagde ikke skjul på, at han havde lidt penge på kistebunden, som han sagde. Han var ikke helt ung længere og følte derfor at det var på tide at stifte et hjem. Det kunne han ikke gøre uden en kone, og da han ikke var blind overfor kvindelig skønhed og ynde, kom han ustandseligt på byens sagførerkontorer, ikke mindst på de kontorer hvor der sidst var antaget personale. Han var med andre ord kon­stant på frierfødder og kom med blomster til kontor­da­merne efter tur. Til hans store undren var de imid­lertid allesam­men gift eller forlovet. Der var ingen som nænnede at fortælle ham, at hans muligheder ville være bede, hvis han vaskede sig, blot engang mellem.

Hans store sorg var, at han mange år forinden var blevet snydt i en arvesag, og han gik rundt med et par bæreposer med dokumenter som han viste til alle nye sagfører-fuldmægtige for at få dem til at hjælpe med at få sagerne genoptaget ved retten. Sagerne havde nemlig været for dom­stolene flere gange, og han havde tabt hver gang. Det krævede ikke megen juridisk indsigt at finde frem til den sidste dom fra lands­retten og konstatere, at ungkarlen havde tabt sagen. Og det for mange år siden, så der kunne ikke blive tale om hverken appel eller genoptagelse. Trods sin ihærdighed lykkedes det ham aldrig at få en advokat til at hjælpe sig, og han mødte derfor selv.

Det fortælles at han engang skulle møde i landsretten kl. 9 om formiddagen. Han kom imidlertid ikke, og dommerne var derfor noget utålmodige, da han dukkede op med en halv times forsinkelse. Retsformanden bebrejdede ham, at kan kom så sent og havde ulejliget så mange mennesker, 3 dommere, retsskriver, modparten og hans advokat, o.s.v. Tonen blev dog betydelig afdæmpet, da ungkarlen undskyldte meget: Der var modvind hele vejen fra Kolding til Viborg, og det regnede, så han var gennemblødt.



Jens Ole Viuff

Jura og retfærdighed


Mange tror, at jura og retfærdighed er 2 sider af samme sag. Nogle, der har haft personlig kontakt med retssystemet, er klar over, at billedet er noget mere nuanceret. Enkelte er måske ligefrem blevet fristet til en smule civil ulydighed for at opnå et retfærdigt resultat. En sjælden gang kan man ligefrem komme ud for en modig advokat, der direkte handler mod loven, som følgen­de episode viser.


For mange år siden traf jeg en dame på ca. 50 år, der gennem sit 25-årige ægteskab havde set gennem fingrene med sin mands talrige eskapader med andre kvinder. Nu var manden imidlertid flyttet fast ind til en dame, og der var således ikke noget håb om at redde ægteskabet. Juridisk set var sagen enkel nok, men der var det problem, at da ægteskabet blev indgået for 25 år siden, fik hendes familie gennemtrumfet, at der blev oprettet ægtepagt, der gik ud på, at det som de ind­bragte i ægteskabet og senere tjente, skulle være den pågælden­des særeje. Der var således en lang liste over det indbo, som hun med­bragte i ægteskabet, men det var jo ikke noget værd efter 25 års slid af 3 børn. Konen havde gennem alle årene arbejdet på fabrik, og tjent nok til familiens under­hold, kost, tøj etc. Manden betalte aldrig husholdnings­penge, men hans løn gik til hans fornøjelser samt - hvilket var be­tyd­ningsfuldt - til skatter og terminsydelse til den villa, der blev købt i hans navn.


Juraen var klar nok ved skilsmissen: Huset var mandens og hans alene. Konen kunne tage sine udslidte møbler samt sit tøj med, når hun rejste sammen med børnene. Den rimelige og retfærdige løsning lå milevidt fra den juridi­ske.


Manden gik til sin faste advokat, den både begavede og char­merende lands­retssagfører Henrik Schjer­bech, der ikke ufortjent havde fået tilnavnet "Koldings Perry Mason" efter den dengang meget populære amerikanske TV-serie. Schjerbech havde gennem årene op­arbejdet et indgående kendskab til manden, og var vistnok ikke var altfor forelsket i det, han så. Manden viste ham ægtepag­ten, men de blev enige om, at den nok var forældet. Hele for­muen, d.v.s. huset, blev derfor delt ligeligt mellem de 2 ægte­fæller. Konens familie trådte til, og lånte hende et beløb, således at hun kunne overtage huset og ved hjælp af en om­prioritering betale sin mand ud. Begge parter var til­fredse.


Det hører med til historien, at konen en halv snes år senere solgte huset til en betragtelig højere pris. Inflationen havde gjort alle husejere velhavende, og hun rejste fra egnen med en formue på godt 100.000 kr. Det var mange penge dengang, og betød et kærkomment supplement til folkepensionen.


Jura er een ting og retfærdighed er (engang imellem) noget andet. Lovgivnings­magten har nu indført regler, der beskytter en ægtefælle der bliver stillet urimeligt ringe ved skilsmis­se, og man kan vel sige, at Schjerbech var på forkant med udvik­lingen, da han an­vendte for­ældelses­regler­ne på ægtepag­ter.

Kolding blev en markant personlig­hed fattigere, da han døde i en altfor ung alder efter flere års alvor­lig syg­dom.



Jens Ole Viuff

Pengenes velsignelse


En berømt skuespillerinde sagde engang, at "penge er ikke alt, men hvis jeg skulle være ulykkelig, vil jeg alligevel hellere græde i en Cadillac end på en bænk i en øde park".


Penge er i hvert fald rare at have. Sommetider kan de ligefrem være en velsignelse, som det var tilfældet for en ældre dame, som jeg havde med at gøre for en længere årrække siden.


Nogle ville måske hævde, at hun havde en tvangs­neurose, men for hende selv var det i hvert fald en levende realitet, at hun havde fjender, der ustandseligt for­fulgte hende med dødsstråler fra nogle tyske krigsskibe, der opholdte sig i Lillebælt. Hun var snedig nok til at flygte om på den anden side af krigs­skibene, men det hjalp ikke. Stråler­ne fandt hende altid. Hun flygtede fra sted til sted og blev en nat fundet af politiet i hjælpe­løs til­stand på en kaj i Malmø. Politiet anbragte hende på et af de såkaldte stats­hospita­ler, der dulmede hendes fantasi med piller og i øvrigt spærrede hende inde på en stor stue sammen med andre forhutlede individer, tilsyneladende uden beskæftigelse eller under­holdning. Der sad 30-40 mennesker i en rundkreds, hvor de blot kikkede på hinanden. Dødsstrålerne havde mistet deres magt, men til gengæld var hun nu spæret inde et umenne­skeligt sted. Det der reddede hende fra total sløvhed var en pæn stor arv, stor nok til at familien vågnede op og be­gyndte at interessere sig for hende. Mod at få rejsegodtgørelse og en passende timeløn besøgte de hende på hospitalet, og damen - der ikke var vant til så megen opmærk­somhed - livede sådan op, at hun kunne overføres til et andet hospital med bedre forhold. Hun kom nu til at sove på en stue, hvor der "kun" var 6 senge, og oven­ikøbet et lille skab til hver. Noget privatliv var der dog ikke tale om, for der var op mod 100 psykisk syge menne­sker inde­spærret hele døgnet på en række sterile soverum, en bred gang og en stor fælles-stue med borde og bænke, hvor de spiste og opholdt sig. Mulighed for at komme ud i det fri var der tilsyneladende ikke, og alle kedede sig bravt. Et sundheds­tegn var den enorme nysgerrighed som prægede forsam­lingen. Hvis en af dem fik besøg, deltog de øvrige 99 i sammen­komsten, og den med­bragte kaffe og kager forsvandt på mystisk vis, hvis man vendte ryggen til.


Arven var heldigvis stor nok til at damen kunne blive ved med at betale for famili­ens besøg. Hun blom­strede op og viste sig at være et intelli­gent, venligt og tiltalende lille væsen, der var uende­lig taknem­lig for de besøg, og den adspredelse hun fik. Efter nogle år fik hun det så godt, at hun kunne over­føres til et pleje­hjem, hvor hun tilbragte sine sidste år i frie omgivelser og sin egen hyggelige stue.


Pengenes magt er stor. Familien var uhyre velhavende, og blev ikke mindre velhavende af at besøge tanten, men myndig­hederne godkendte udbe­talingerne ud fra den ind­stilling, at pengene jo kom kvinden til gode, og at hun ellers ville gå helt i stå.


Så det er ikke helt korrekt, hvis man siger at penge er roden til alt ondt. De kan også føre noget godt med sig, og mon ikke de fleste af os har den erfaring, at de er meget gode at have ?


Jens Ole Viuff
Akseltorv - Jernbanegade 1930-35